Årgangssamling 2018
Kategori: Elitesvømning
I weekenden 23-25.november havde hele 9 årgangssvømmere fra Hovedstadens Svømmeklub kvalificeret sig til at deltage i den årlige Årgangssamling, som samler 100 årgangssvømmere fra alle fem regioner i Danmark. Det blev til en weekend fyldt med sjove udfordringer og nye kammeratskaber.
Ved Regionsmesterskaberne i slutningen af oktober var der ikke bare titler på spil, men også mulighed for at opnå kvalifikation til dette års Årgangssamling, som løb af stablen i Fredericia foregående weekend. Hele 9 svømmere fra klubbens Talent 1-hold havde i år kvalificeret sig, mod 5 svømmere sidste år. Kvalifikationen opnås ved at score det højest sammenlagte antal SVØM-Udviklingspoint i de 4 x 100m (Fly/Ryg/Bryst/Crawl) og det er således nogle meget alsidige svømmere, som opnår kvalifkation.
De 9 svømmere som havde kvalificeret sig blandt de i alt 20 svømmere (fem af hvert køn) fra Region Sydsjælland var: Jasmin Egeskov, Rebecca Petersen og Ofelia Nøddekær (2005), Coco Li Fuhrmann, Malú Christensen og Falka Tind (2006), Jet Li Fuhrmann (2004) samt Mads Møller og Mikkel Andersen (2005), som ses på nedenstående foto (Ofelia var desværre syg).
Svømmernes træner, Anne-Marie Appelqvist, deltog også.
Rebecca og Jet har givet følgende opsummering af weekendturen:
Til årgangssamlingen lavede vi en masse sjove ting, på tværs af klubberne. Til selve svømmetræningen lavede vi nogle sjove holdkapper, blandet på køn og klubber. Der blev lavet nogle seriøse maveplaskere og svømmet noget ‘rigtig’ svømning/teknik.
Vores fritid blev brugt på at lave fotoløb og spille skov-stratego udenfor. Efter lørdagens træning fik vi lov til at komme i badeland hvor vi dansede med pensionister, og legede lidt i vandlandet.
Den sidste dag fik vi besøg af Daniel Skaaning og Mads Bjørn, som kom for at træne os, og Daniel holdt også foredrag om hvordan det er at være svømmer frem til man bliver 25 år og så gav han os nogle gode råd at tænke over.
Det var egentlig bare en rigtig sjov weekend, hvor man fik mødt en masse jyder, og snakket med en masse andre, man ikke kendte i forvejen, hvilket var rigtig skægt.
Det bedste ved weekenden, i følge Jet, var at "det var fedt at lære nogle nye teknikøvelser med Daniel Skaaning, som jeg kan bruge til at udvikle mig", mens Rebecca siger at "det sjoveste var at lege i badelandet og at være hjemme på vandrehjemmet, hvor man kunne have tid til at lære de andre piger at kende".
Nedenfor ses et par billeder fra weekenden.