'Vi er Hovedstaden'- Mogens Frost
Kategori: Vi er Hovedstaden
Vi er Hovedstaden - en portrætserie, hvor vi sætter fokus på en person, der gør en indsats i Hovedstadens Svømmeklub, og som er med til at udleve vores værdier.
I dette portræt møder vi Mogens, tidligere formand for konkurrenceudvalget, som han har været en del af i ikke mindre end 8 år. Mogens er også far til Jesper på Førsteholdet i HSK, og han kender altså svømmeklubben rigtig godt.
Her fortæller han, hvad værdien ’tradition’ betyder for Hovedstadens Svømmeklub.
Navn: Mogens Frost
Rolle i HSK: Engageret i konkurrenceudvalget. Far til Jesper på Førsteholdet
Værdifokus: Tradition
Hvilke traditioner kendetegner Hovedstadens Svømmeklub?
Generelt for konkurrenceholdene, på den sportslige del, så har vi hvert år vores klubmesterskaber og vores Frederiksberg Cup, to stævner, der har holdt ved. Hvad angår det mere sociale, så har vi hver år en afslutnings- , en opstarts- og en klubmesterskabsfest.
Noget andet der kan nævnes i forbindelse med tradition er, at vi har fået fælles klubtøj, som er et vigtigt tiltag. Tøjet er et signal om, at vi tilhører den gruppe, der kan svømme, og vi er blå. De yngre motiveres af at få den samme trøje, som de store har.
Så har vi fået en HSK-medalje, som jeg har været med til at få indført. Den er både stor og har vores logo synligt på forsiden. Det er en medalje, som svømmerne kan være glade for at tage med hjem .
Hvordan har traditionerne i HSK udviklet sig?
Efter vi har udviklet os fra at være en forholdsvis lille klub med 80 svømmere i konkurrenceafdelingen til nu, hvor vi er 180 svømmere, ja så har traditionerne også udviklet sig. Det kan fx ses i form af to konkrete eksempler: Før kunne vi mødes på græsset bag Damsø og afholde klubmesterskaber i Damsø, og det gik godt. Men nu er vi simpelthen for mange. Vi har stadig festen, men festen er noget lidt andet. Opstartsturen har også ændret sig. Før i tiden tog vi op i en forældres hus i Smørum. Så var vi nogle år i Valby Idrætspark. Og nu tyder det på, at trænerne synes, vi alle skal til Sakskøbing og have opstartsweekend.
Traditionerne har det altså med at ændre sig. Man forsøger at holde fast i traditionen og tilpasse traditionerne til den nye virkelighed.
Hvorfor er traditioner vigtige?
Traditioner i en svømmeklub er ligeså vigtigt som jul, påske og pinse. Man har noget, man er fælles om, og man har noget, man gør hvert år på et bestemt tidspunkt.
Nogle af traditionerne går jo også ud på, at fejre os selv og klappe os selv lidt på skuldrene. Ligesom der er traditioner, der handler om, at få svømmerne og vores officials, som har ydet en indsats, vist frem for resten. Det er en måde at anerkende de, der gør et vigtigt stykke arbejde.
Er traditionerne med til, at ryste svømmerne sammen?
Som svømmer er man meget på det hold, man svømmer på, og holdene internt er rystet meget sammen. Dog ser jeg ikke, at svømmerne er rystet meget sammen på tværs af holdene. Og når man så rykker op på næste hold, jamen så er man jo ligesom der. Jeg ser egentlig ikke, at vi har nogen særlig kultur om, at vi har et førstehold med svømmere eller personer, som de unge svømmere kender eller rigtig ser op til. Men der er ingen tvivl om, at traditionerne, såsom fælles klubtøj og faste arrangementer, er med til at give en generel samhørighed i klubben. Alle føler og ved, at de hører til.
Kan du fortælle om en oplevelse fra livet i HSK?
For at tjene nogle penge til klubben, er vi (frivillige forældre og svømmere) ude til forskellige arrangementer. Nogle af dem har ikke noget med svømning at gøre, det er dem, der er afholdt af fx Copenhagen Marathon. De sidste 2 år har man afholdt Len distancesvømning, 5 og 10 km for europæiske svømmere. Og der har jeg været ude i følgebåden, som dommerhjælper, og siddet og sejlet rundt om Christianshavn og kigget på de her enormt seje svømmere, der ligger og svømmer 5 og 10 kilometer. Det er en fantastisk oplevelse- som jeg har fået med mig takket være mit engagement i HSK.