Stærk indsats af HSKs svømmere ved regionsmesterskaberne

Skrevet af

Merete Reinholdt.

D. 3. november 2017.

Kategori: Elitesvømning

Flotte præstationer, god holdånd og fin kampgejst kendetegnede dette års regionsmesterskaber for årgangs- og børnesvømmere.

I weekenden den 28. og 29. oktober deltog svømmere fra T1, T2 og T3 i regionsmesterskaberne i Næstved. Stævnet blev svømmet i 2 forskellige svømmehaller. T1 og de ældste svømmere fra T2 svømmede i Næstved Svømmehal, mens de yngste svømmere på T2 og T3 svømmede i Herlufholm Svømmehal.

 

Regionsmesterskaberne var første stævne efter træningslejerne i efterårsferien, hvor svømmerne for alvor skulle afprøve formen.

 

Der blev svømmet hurtigt fra første start lørdag formiddag til sidste svømmer var i mål søndag eftermiddag, hvilket medførte en PR% for T1 på 83% og en PR% for T2 på 95%. Svømmerne blev belønnet med medaljer. Alene til svømmestævnet i Næstved Svømmehal blev det til i alt 97 medaljer, heraf 86 individuelle og 11 holdkap, med følgende fordeling i karat.

 

Guld: 37 individuelle, 1 holdkap

Sølv: 25 individuelle, 6 holdkap

Bronze: 24 individuelle, 4 holdkap

 

Træner for T1, Anne-Marie Appelqvist fremhæver følgende:

 

Gode holdkappræstationer: Svømmerne var ikke tilmeldt i hurtigste opstilling men derimod fordelt over to hold, så vi kunne arbejde med vores konkurrencelyst og evne til at kæmpe for holdet. Rigtig fine takter fra alle, med mange flyvende personlige rekorder og god indstilling til udfordringen.

 

Laura Vangkilde – formår at forbedre sine primære løb til trods for at hendes personlige rekorder ikke var mere end en måned gamle. Laura ville gerne arbejde med sin taktik i brystløb og formåede at følge sin plan i hendes løb og gennemførte sine løb med rigtig flot kontrol og overraskende gode resultater. Hun overraskede sig selv ved at svømme 400 IM og 400 Fri med mere selvtillid fra start, og fik store personlige rekorder i begge løb – en god udvikling for Laura. Derudover havde Laura et godt humør gennem hele stævnet og var en god rollemodel for de yngre, hvor hun var hjælpsom og kom med opbakkende kommentarer.

 

Oliver Søgaard-Andersen – havde et rigtig godt stævne, hvor han satte flere personlige rekorder. Især Olivers 200 fly og 400 fri var rigtig gode, og han turde at lægge hårdt ud og trykke yderligere til på anden halvdel af løbet. Derudover viste Oliver også i alle stilarter, at han kunne holde de tekniske fokuspunkter han havde sat sig for i kampens hede.

 

Regionssamling: Af de otte svømmere, som deltog i konkurrencen (4 x 100), så formår fem svømmere at komme i top 5 og dermed blive udtaget til Regionssamlingen senere på måneden i Esbjerg. Stort tillykke til Jasmin Philip, Jasmin Egeskov, Jet Li Fuhrmann, Sebastian Greisen og Ofelia Nøddekær.

 

Træner for T3 Marie Simanis fremhæver følgende:

 

Stærk svømning i holdkapperne:Vi stillede ikke med stærkeste hold i holdkapperne og formåede alligevel at svømme flere medaljer hjem. Henholdsvis to sølv- og to bronzemedaljer.

Holdkapperne var blandede med både T3 og T2 børnesvømmere. Vi havde stor succes med holdkapperne, som viste, hvor højt niveau vi generelt har på børnesvømmer siden.

 

Alma Sofie Bløcher fra T3 havde et rigtig godt stævne, hvor hun formåede at holde det tekniske fokus samtidig med, hun svømmede nogle flotte tider.

 

Magnus Steen Andersen fra T2 havde også et rigtig godt stævne. Gennem hele stævnet var han god til at reflektere og planlægge sine løb, derudover svømmede Magnus også en rigtig flot 200 fri i tiden 2.20.62.