Fest, farver og flotte præstationer
Kategori: Elitesvømning
De 25 svømmere på Årgang 2 svømmede sig endnu engang til mange medaljer og flotte personlige rekorder ved et stemningsfuldt stævne i Nyborg i den forgangne weekend.
I spotlight, blinkende disco-lys og en røgkanons pulsende damp modtog Hovedstadens Årgang 2-svømmere ved Nyborg Årgangs Cup i weekenden den 17.-19. marts tilsammen 70 medaljer – 33 i guld, 21 i sølv og 16 i bronze. Med højt humør og god energi gjorde de et i forvejen festligt stævne til en mindeværdig svømmebegivenhed, og de cementerede endnu engang den gode udvikling, som klubbens konkurrence-svømmere er inde i. Det sås ikke mindst ved, at der atter blev sat mange flotte personlige rekorder blandt de i alt 25 drenge- og pigesvømmere, der er i alderen 10-13 år. Ved hele 78 procent af løbene blev der sat PR, og "det er flot oven på DÅM-K og DÅM-H i februar og efterfølgende ferie," udtaler Årgang 2's træner, Anne Appelqvist.
De mange flotte præstationer blev hjulpet godt på vej af holdkammeraternes opbakning fra bassinkanten og en medbragt stortrommes markante dunken. Kun i holdkapperne var HSK-svømmerne fraværende på sejrspodiet, om end de svømmede godt op mod de vindende og i øvrigt alle noget ældre modstandere.
Efter et langt men fint stævne, var det en flok trætte men tilfredse svømmere, der sent søndag aften vendte hjem til hovedstaden – de 13 yngste på holdet var dog allerede lørdag aften taget tilbage, da de skulle repræsentere HSK ved søndagens Miniturnering.
Stævnet i Nyborg var det sidste, hvor man kunne kvalificere sig til Øst Årgangsmesterskab, der afholdes den 21.-23. april i Ringsted, og 30 af HSKs svømmere fra de relevante årgange er nu kvalificerede.