Nu må du gå på værtshus men ikke til svømning
Kategori: Formandsblog
Fra på mandag må du gå på værtshus, men svømmehallerne er stadig lukket. Samtidig er parkerne i København og på Frederiksberg fyldt op, mens svømmehallerne stadig er tomme. Vi vil gerne tilbage i vandet. Hjælp med at dele budskabet på #tilbageivandet
Efter der er blevet lempet på reglerne for udendørstræning, har vores konkurrencehold trænet rundt om i parkerne og på grønne arealer i København og på Frederiksberg. Det er ikke nogen nem øvelse, for mens svømmehallerne står tomme er der godt fyldt op i parkerne. Så godt fyldt op, at forældre fra HSK har oplevet at blive kontaktet af politiet og spurgt til deres ærinde i eks. Søndermarken hvor noget af træningen har fundet sted.
En fyldt Søndermarken der ikke levner meget plads til HSKs svømmere
Samtidig med de fyldte parker står svømmehallerne fortsat helt tomme. Det er en kende absurd, at vi er tvunget ud i områder med mange mennesker, når vi kunne være i svømmehallerne og meget bedre styre afstande, antal personer m.v.
Der er helt tomt i Flintholm Svømmehal
Hovedstadens Svømmeklub ville sagtens kunne administrere de retningslinjer der måtte blive udstukket. Eks. kunne vi organisere trinvis omklædning, et max antal pr. svømmebane, ingen bad efter svømning (det kan man gøre hjemme) osv.
Vi siger derfor nu, få svømmerne tilbage i vandet. Det siger vi sammen med landets mange svømmeklubber og Dansk Svømmeunion
Jeg håber I vil hjælpe med at dele budskabet. Tag jeres egne billeder og del på #tilbageivandet eller del vores opdatering her fra Facebook eller Instagram eller Dansk Svømmeunion facebook eller Instagram.
Vandaktiviteter fremmer børn og unges trivsel samt deres sundhed, så hvorfor skal de blive på land?
Hjælp vores børn og unge tilbage i vandet. Det kan ikke være rigtigt man gerne må gå på værtshus men ikke til svømning. #tilbageivandet
Et også helt tomt Valby Vandvandkulturhus
Et nyrenoveret men helt tomt Damsøbad der blot venter på svømmere.