Mastersvømmer Jan Johansen vinder dobbelt guld ved NM i vintersvømning

Skrevet af

Lars Sørensen.

D. 1. marts 2019.

Kategori: Svømning

En kold lørdag i februar sendte klubben 79-årige Jan Johansen fra vores mastershold, Hermes Masters, 1500 kilometer op i Nordsverige til Skellefteå for at deltage ved De Nordiske Mesterskaber i vintersvømning.

 

Mesterskabet afvikledes naturligvis udendørs i en våge...hvor Jan altså formåede at hente to guldmedaljer hjem til Hovedstadens Svømmeklub. ‪Jan fortæller selv humoristisk om forberedelsen til det kolde udendørs gys, at han i måneden op til udfordringen anbragte to ekstra isklumper i sin Campari :-)

‪Det har vist sig at være en god ide og træningsplan, da han jo vendte hjem med to gange guld i henholdsvis butterfly og crawl. 

Tidligere har Jan deltaget ved Winter Swimming World Championship i Sibirien. Her blev det i 2016 til både guld, sølv og en verdensrekord. 

Læs mere om den særlige vintersvømmedisciplin.

 

Unik svømmehistorie og mere end 70 års medlemsskab

Jans svømmehistorie i Hermes og nu Hovedstadens Svømmeklub er i øvrigt helt særlig og unik. Han svømmede sit første nålestævne i Øbrohallen i 1948 og har siden da været medlem af Hermes og nu af Hovedstadens Svømmeklub. Altså mere end 70 års trofast og loyalt medlemsskab. Meget af svømningen foregik i øvrigt dengang udendørs, måske derfor, at Jan stadig kan drage til Nordsverige og vinde guld til HSK.

Jan har igennem tiderne deltaget i et helt enormt stort antal svømmestævner, hvor resultaterne bl.a. tæller adskille danske senior- og juniormesterskaber, danske rekorder og mange mesterskabsmedaljer. Mange de flotte resultater blev svømmet hjem i Bellahøjbadet, som dengang i øvrigt var et udendørs svømmeanlæg med 50 m bane. 

Jan er selvfølgelig æresmedlem af Hermes, som nu er blevet til Hovedstadens Svømmeklub. 

 

 

Jan med en af sine to guldmedaljer.