Månedens svømmer oktober 2017
Kategori: Elitesvømning
Så er månedens svømmer for oktober udnævnt på HSKs konkurrencehold. Læs her hvem af de dygtige svømmere, der har gjort sig særligt bemærket den seneste måned.
Talent 3 piger - Ella Steensgaard
Ella Steensgaard er blevet oktobers månedens svømmer på talent 3 piger.
Ella gør en rigtig stor indsats til hver eneste træning, og er god til at arbejde med tekniske fokuspunkter samt de rettelser hun får af os trænere – både i vand og til landtræning.
Dertil er Ella vokset med opgaven med at være til stævner. Dette var tydeligt at se til Regions mesterskabet i slutningen af måneden, hvor Ella udover at give den gas, var rigtig god til at reflektere over hendes løb.
Stort tillykke Ella – fortsæt det gode arbejde!
Talent 2 piger - Isabella Pedersen
Isabella kåres som månedens svømmer på Talent 2 piger.
Dette begrundes ud fra Isabellas høje træningsfokus og stævneperformance ved Regionsstævnet i weekenden. Isabella er altid top fokuseret og flittig til træning, hvor hun bevarer koncentrationen fra start til slut. Isabella er rigtig dygtig til at arbejde med teknikken og detaljerne, hvor hun besidder god tålmodighed og fokus, når der arbejdes på færdigheder, som ikke indlæres fra den ene bane til den anden.
Ved weekendens stævne var Isabella god til at udleve de strategier og tekniske fokuspunkter, som blev fastlagt i fællesskab med trænerne. Her var Isabella også dygtig til at reflektere over løbene, så hun kan svømme et endnu bedre løb næste gang. Derudover er Isabella altid en humørbombe til træning, hvilket skaber et rigtig fedt holdmiljø.
Talent 2 drenge - William Folkmann
William kåres som månedens svømmer på Talent 2’s drengehold.
Kåringen kommer i særdeleshed af, at William udviser højt engagement og seriøsitet under holdets dryland sessions. Dette vil komme William til gode senere hen i hans svømmekarriere, mens det på nuværende tidspunkt bidrager til et godt og seriøst træningsmiljø på drengeholdet. Derudover er William en glad og venlig holdkammerat, som er ærlig omkring sine fejl, hvilket gør processen om at ændre disse fejl langt lettere.
Talent 1 - Joshua Sidebotham
Månedens svømmer i oktober på Talent 1 er Joshua Sidebotham. Joshua får titlen fordi han i højeste grad lever op til klubbens værdi om 'kvalitet'. I alle serier, alle stilarter og på alle tider af døgnet leverer Joshua en meget god og koncentreret indsats. Han er altid skarp på præcis hvilke fokuspunkter, han arbejder med og hvilke elementer af hans svømning, som skal forbedres. Joshua er perfektionist helt ind til benet, og der er ikke en detalje, som han ikke sætter en ære i at have styr på. Stort tillykke, Joshua.
Elite 1 - Tenna Camozzi Jensen, Jesper Frost Thomsen og Jonathan Sønderup Müller
Vi har for Oktober måned valgt disse tre senior svømmere til månedens svømmere.
Tenna, Jesper og Jonathan har igennem deres mange år i Hovedstaden Svømmeklub oplevet vores forandring helt tæt på kroppen. De har igennem mange år, været med til at skabe vores træningsmiljø i senior truppen, og har leveret stærke svømmenæssige resultater der har været med til at vise andre klubber hvem HSK er.
Alle 3 har oplevet op- og nedture i deres karrierer, men har kæmpet sig igennem dem og udviklet sig af det. De er rolle modeller for klubbens yngste og deres nærmeste holdkammerater. Om det er med deres humør, der kan løfte smilet på alle til træninger, deres lederskabsevner der kan bringe holdet sammen i de mest pressede perioder, eller om de er deres ukuelige holdånd, der vil gøre alt for klubben og dens medlemmer. De er elsket og holdt af, af alle deres holdkammerater og trænere, og det var med glædeståre at chef træner Olaf Wildeboer, sendte dem videre ud i verden tidligere på måneden.
Sidst skal der lyde et kæmpe tak for deres indsats gennem dette års DMH, hvor de spillede en umådelig stor rolle i HSK's flotte resultat. Vi får aldrig svømmere helt som dem igen, og dørene i HSK vil altid stå åben for dem. Derfor er disse blevet valgt som månedens svømmere.