Månedens Svømmer

D. 6. marts 2019.

Kategori: Elitesvømning

Så har trænerne i konkurrenceafdelingen udnævnt månedens svømmere. Her er dem, der har gjort sig fortjent til titlen og den gyldne badehætte i februar.

 

Talent 2- Piger


Julie Philip

Julie har den seneste periode haft en rigtig god tilgang til træningen, hun har ydet en god og koncentreret indsats til alle træninger. Derudover oplever vi trænere, at Julie er en rigtig god holdkammerat, som er god til at støtte de andre på holdet i træningen.

Tillykke Julie - Fortsæt det gode arbejde.




Talent 2 - Drenge
 
Halfdan Jespersen

Halfdan er månedens svømmer på talent 2 drenge, da han har været god til at have fokus på sin egen udvikling og har taget godt imod rettelser fra os trænere. Derudover har han en god udstråling og bidrager til en god og positiv stemning i træningen.

Tillykke Halfdan - Fortsæt det gode arbejde.




Talent 1

 

 

Falka Tind (2006)

Falka får prisen for altid at tage de gode valg, der skal til for at udvikle sig som svømmer. Falka er enormt fokuseret og meget ansvarlig i forhold til sin svømning - Falka bruger enhver mulighed til at suge teknisk sparring til sig; hun vælger altid den svære udfordring; og hun er dygtig til at fokusere på sin svømning, selvom der bliver larmet og fjollet omkring hende. Til DÅM-K var Falka rigtig dygtig til at forberede sig før sine løb og god til at evaluere og fejre dem, efter de var svømmet, med flot øje for processen i sin udvikling. Hun er ansvarlig, fordi hun selv tager initiativ til at tale med trænerne, når hun oplever udfordringer eller føler, at noget bør kunne forbedres, og da Falka eksempelvis sammen med nogle andre holdkammerater skulle undervise svømmere fra Talent 3, tog Falka selv initiativ til at lave aftalen med holdets træner, da hendes holdkammerater glemte det. Et flot og modent initiativ, som viser, at Falka tager aftaler seriøst, og at hun gerne vil hjælpe til med at udvikle klubbens kommende svømmere. Stort tillykke, Falka! 

 

Elite 2 

 

 

Sofie Maagøe

Sofie får den pba. af en god træningsindsats på træningslejren, hvor hun i en stor grad har løftet sin indsats og øget sit træningsniveau. Yderligere er Sofie også en svømmer, som bidrager til god stemning på holdet og viser god omsorg for sine holdkammerater.



 

Elite 1

 

 

Alvi Hjelm

Det er ingen tvivl om, at Alvi er en hårdtarbejdende fyr. Det meste af februar har budt på træningslejr for E1, og der fik Alvi vist, hvad han er lavet af. Uden at miste en træning og med fuld fart på, så er det oplagt, at Alvi bliver kåret som månedens svømmer på E1 for februar 2019.

Ud over en rigtig god træningslejr, så skal Alvi også have ros for at formå at passe sin universitetsuddannelse samtidig med, at han svømmer på eliteplan. Han er i den forstand et rigtigt godt forbillede for yngre svømmere, der tænker sig at få en højere uddannelse, mens de stadig svømmer.