Hovedstadens Svømmeklub har styr på sin administration
Kategori: Foreningen
I lørdagens udgave af Berlingske Tidende (1. februar) kan man læse at en række foreninger i Københavns Kommune modtager flere tilskudskroner af Københavns Kommune, end de har været berettigede til. Og Hovedstadens Svømmeklub bliver nævnt som eksempel på en forening der har modtaget for mange tilskudskroner. Det er ikke korrekt.
Berlingske har sine oplysninger fra en offentlig tilgængelig rapport fra Intern Revision i Københavns Kommune men siden rapporten blev offentlig tilgængelig har kommunen bekræftet at Hovedstadens Svømmeklub har fulgt retningslinjerne for udbetaling af medlemstilskud.
Den tekniske baggrund handler om aldersgrupper. Som forening modtager man forskellige former for tilskud på baggrund af medlemmernes alder. Eks. modtager man et slags tilskud for de 0-12 årige og et andet for de 13-17 årige.
I forbindelse med vores ansøgning om medlemstilskud har det i kommunens ansøgningsskema været angivet at man skulle søge efter medlemmets alder pr. 31.12. i tilskudsåret. Men da intern revision vurderer Hovedstadens Svømmeklub, vurderer de efter årgange, som er en anden retningslinje, som forvaltning og intern revision også arbejder med. Dvs. intern revision og kommunen har to forskellige vejledninger. Det betyder at der vurderes efter en anden praksis end den, vi helt efter reglerne har søgt efter.
Da vi første gang modtag kravet om tilbagebetaling i efteråret 2019 klagede vi til kommunen over dette og kommunen har sidenhen bekræftet os i, at vi ikke har begået fejl. Ikke desto mindre ligger Intern Revisions rapport til offentlig skue og udstiller at Hovedstadens Svømmeklub ikke skulle have styr på sin administration. Det er vi selvsagt ikke tilfredse med.
I Hovedstadens Svømmeklub sætter vi en stor ære i at gøre tingene korrekt og overholde alle gældende retningslinjer i samarbejder med kommuner, fonde, samarbejdspartnere osv. Og derfor er vi utroligt ærgerlige over at der bliver skabt et billede af det modsatte.
Alle interesserede er velkomne til at henvende sig for yderligere dokumentation og information om sagen.
På vegne af bestyrelsen
Allan Nyhus
Formand Hovedstadens Svømmeklub
[email protected]