Frivillighed i fokus på fyraftensmøde

D. 5. februar 2020.

Kategori: Foreningen

Dedikerede frivillige bidrog i sidste uge til kvalificeringen af nye tiltag og forbedringer på frivillighedsområdet. 

I sidste uge mødtes en flok frivillige forældre fra HSKs konkurrenceafdeling til et fyraftensmøde om frivilligudvikling. På mødet blev de frivillige præsenteret for en række dokumenter og tiltag ift. frivillighedsudvikling, der er lige på trapperne i klubben.

I løbet af det sidste halve års tid har frivilligheden været på dagsordenen mange steder i klubben pga. det i gangværende projekt FrivilligBoost. Her er der, med input fra blandt andet en udviklingsdag for frivillige i konkurrenceafdelingen i august 2019, blevet arbejdet med at udvikle løsninger og tiltag, der kan gøre det nemmere, sjovere og mere meningsfuldt at være frivillig i Hovedstadens Svømmeklub.

Lige på trapperne er nu blandt andet HSKs nye frivilligstrategi, en frivillighåndbog for alle frivillige i klubben, opgavebeskrivelser for forskellige frivilligfunktioner og en række principper for frivilligheden, som indfanger essensen af frivilligheden i klubben. De frivillige kom med mange gode og super relevante input, som nu er taget med tilbage i ”maskinrummet”, for at tilpasse løsningerne bedst mulig til den hverdag de frivillige dagligt agerer i. Der blev blandt andet talt om den gode modtagelse af nye frivillige, mikro-rekruttering af frivillige f.eks. når forældre står sammen på kanten til stævner og om hvordan vi kan blive endnu bedre til at skabe en fælles klubidentitet på tværs af afdelinger og hold.

De forskellige dokumenter, løsninger og tiltag forventes at blive færdige i løbet af foråret og eksisterende frivillige i klubben vil løbende modtage dem. I det omfang det giver mening uploades de også på www.hsk.dk.