Frivillige med til mærkesvømning i Flintholm Svømmehal
Kategori: Foreningen
I år blev der gjort lidt ekstra ud af torsdagsmærkesvømningen i Flintholm. 11 nye frivillige fra klubbens 60+ hold var med som frivillige og gav den gas som banetællere, heppekor, highfiveuddelere og diplomskrivere.
Det var med stor entusiasme og godt humør, at vores 11 nye frivillige troppede op og iklædte sig de nytrykte Frivillig T-shirts, som lige var blevet klar til dagen. De 11 frivillige havde meldt sig til at hjælpe i forbindelse med mærkesvømningen for torsdagsholdene i Flintholm Svømmehal. Den ene halvdel af de frivillige talte baner i 25 meterbassinet, hvor Hajer, Sæler og Spækhuggede svømmede løs, mens den anden halvdel af de frivillige hjalp ved diplombord og sørgede for at udfylde og uddele færdighedsdiplomer og klistermærker til Pingvinerne og Søhestene, der var til svømning i morskabsbassinet.
Aftenen var en aften fyldt med gode grin og hyggeligt samvær, og de frivillige nød at være en del af klubben og at kunne bidrage til at give børnene en ekstra god oplevelse i forbindelse med mærkesvømningen. Derudover var de meget imponeret af både børnenes kampgejst og trænere og hjælpertræneres undervisning og tilgang til børnene.
Eventet var en del af klubbens øgede fokus på frivillighed, hvor vi gennem projekt 'FrivilligBoost' arbejder på at styrke og udvikle frivilligheden i Hovedstadens Svømmeklub. I forlængelse af eventet i svømmehallen var de frivillige inviteret på en bid mad i klubbens klublokaler, så vi sammen kunne evaluere på oplevelsen og blive klogere på, hvordan vi kan blive endnu bedre til at involvere frivillige i lignende events. I forbindelse med vores lille evaluering tilkendegav alle frivillige også, at vi meget gerne måtte invitere dem med som frivillige en anden god gang. Det er vi meget glade for og vi glæder os til at have hver og en med på frivilligteamet igen!
Hør Else fortælle om sin oplevelse som frivillig til mærkesvømning her:
Kort briefing med mærkesvømningsansvarlig og trænere inden mærkesvømningen.
Frivillige tæller baner på livet løs.
Frivillige gør klar til næste holds svømmeres diplomer - og serverer saftevand, som en ekstra treat.