Fine internationale medaljer til Giano og Amalie fra Førsteholdet
Kategori: Elitesvømning
I weekenden var både Giano Grillo og Amalie Falck-Schmidt til vigtige stævner uden for landets grænser. Amalie vinder sølv ved EM for masterssvømmere og Giano vinder bronze ved Vienna International Swim Meet.
Amalie deltog i sidste uge ved EM for masterssvømmere i London. Det gik rigtig godt for Amalie. Bedst gik det i 200 m bryst, hvor Amalie svømmer en sølvmedalje hjem i tiden 2.42.72 – kun lidt over hendes bedste tid.
EM for masterssvømmere, der blev afviklet i det Olympiske bassin fra 2012, er et gigantisk Europamesterskab med mange tusinde deltagere. En mastersvømmer skal være over 25 år, og konkurrerer i forskellige aldersgrupper.
Giano Grillo var med juniorlandsholdet til EM-forberedelsesstævne i Wien. Giano er udtaget til EM for juniorer der afvikles i Ungarn senere på sommeren. Ved stævnet i Wien leverer Giano, på trods af at være i en virkelig hård træningsperiode, meget solide resultater. Således slutter Giano på favoritdistancen, 200 m fri, på en bronzemedaljeplads i tiden 1.54.76. Det bliver spændende at følge Giano frem mod EM for juniorer i Ungarn i juli måned.