Medaljehøst ved DM i Bassinlivredning

D. 10. april 2017.

Kategori: Elitesvømning

Årgang 1 og 2 deltog lørdag den 8. april i DM i bassinlivredning på Bellahøj. Det blev en sjov dag med uvante discipliner for de toptrænede konkurrencesvømmere - og medaljer i spandevis.

Svømmerne fra årgangsholdene havde stillet op til dette for dem meget alternative DM, for at få nogle nye sjove udfordringer. Og det fik de! Med abnorme svømmefødder, gule skumfiduser kaldet torpedoer og orange robotlignende dukker skulle de dyste med garvede livreddere i discipliner som forhindringssvømning, redningsmedley, svømning med redningstorpedo, redning med redningstorpedo og redning af dukke - tom, halv fyldt eller hel fyldt med vand.

I nogle af de mere tekniske discipliner kom de i den grad på dybt vand og kunne ikke hamle op med de trænede livreddere. Men i andre, hvor svømningen fyldte mere, kom deres hurtighed i vandet til sin ret, og de svømmede fra livredderne - ikke mindst i holdkapperne. Så selvom dukkerne ikke altid blev reddet lige sikkert i land, fik vores svømmere reddet sig en masse medaljer. Så mange at der også blev et par stykker til redningsdukken.