Holdning til konkurrencetræning

Hvordan skal arbejdet rundt om konkurrencesvømmerne foregå?

Hovedstadens Svømmeklub ønsker at synliggøre holdninger til, hvordan og ud fra hvilke principper arbejdet rundt om klubbens konkurrencesvømmere skal foregå. Til at udvikle svømmerne spiller svømmerne selv den største rolle, herudover er trænere og forældre de vigtigste interessenter i svømmernes udvikling. De tre roller beskriver vi med denne holdning, som er godkendt af Hovedstadens Svømmeklubs bestyrelse i november 2019

Udover at dokumentet er synligt på hsk.dk, vil den daglige anvendelse være, at der i forbindelse med nyansættelse af trænere bliver kørt et forløb, som strækker sig fra ansættelsessamtalen til den første periode efter ansættelsens start. I det forløb vil værdier, holdninger til udvikling af svømmere og forældresamarbejde blive diskuteret ud fra nærværende dokument. Herudover vil indholdet være en del klubbens medarbejderudvikling af konkurrencetrænerne. Dvs. der løbende ske inddragelse af indholdet på trænermøder, udviklingssamtaler og andre ledelsesmæssige berøringsflader.

 

Hvilke slags svømmere vil vi udvikle?

Vi ønsker at udvikle selvstændige, vovelystne, selvmotiverende og reflekterende svømmere. Det er svømmere, som elsker svømmesporten, og som med positivt fokus møder til stævner og træning. Svømmerne skal være i stand til selv at kunne evaluere den daglige træning, en konkret indsats til en konkurrence og hverdagen med skole/studier, venner og træning og dermed at træffe egne beslutninger ud fra egne evalueringer. Svømmerne respekterer deres holdkammerater, konkurrenter og trænere. En opbakning der vises ved synligt at støtte og vise interesse for hinanden. Det er f.eks. ved markant hepning til stævner, positive tilråb i forbindelse med den daglige træning og at svømmerne ”ser” hinanden i hverdagen. Med ”ser” menes, at svømmerne har blik for hinanden, hvordan de påvirker hinanden, og at de ses til sociale aktiviteter uden for svømmehallen.

Ved ”siden af” svømningen skal svømmerne være i stand til at balancere med skole, familie og venner. Vi ønsker at udvikle hele svømmere, som anerkender, at der skal mere til end svømmetræning for at blive dygtig og ”langtidsholdbar” i svømning.

Vi ønsker inden for fællesskabet i klubben at folde svømmernes potentialer ud. Derfor tør vi godt kræve noget af svømmerne. Det, tror vi på, er med til at udvikle svømmerne og lade dem vokse. Når vi kræver noget af svømmerne skal det ske på en positiv, motiverende og anerkendende måde. Med kræve mener vi f.eks., at konkurrencesvømmerne skal være træningsparate, ønsker at blive bedre, anerkender og respekterer trænere, holdkammerater og konkurrenter, træner seriøst, møder frem til den aftalte daglige træning, konkurrerer skarpt til svømmestævner samt, at de i handling og udstråling viser, at de elsker svømmemiljøet. Vi forventer på den anden side også, at svømmerne prioriterer skole og et liv ved siden af svømning. Det er en svær balancegang, det anerkender klubben, men om nødvendigt må de i perioder bede trænerne om luft til at løse en situation eller periode i familielivet eller i skolen, hvor der trænes efter individuelt tilpassede planer.

 

Hvilke typer trænere ønsker vi at udvikle og hvordan indarbejdes klubbens værdier i at skabe et ”HSK- konkurrencemiljø”?

For at være i stand til at udvikle svømmere, som er reflekterede, selvstændige og selvmotiverende, kræver det, at klubbens trænere arbejder ud fra et stærkt værdisæt, som de selv løbende er med til at have indflydelse på. Det skal dog ske inden for rammerne af klubbens værdier og overordnede holdning til, hvordan arbejdet med konkurrencesvømmerne skal foregå.

Hovedstadens Svømmeklubs trænere skal ville konkurrencesvømmerne det bedste og inden for fællesskabet i klubben arbejde på at folde svømmernes potentialer ud. De skal derfor turde kræve noget af svømmerne, og dette skal foregå på en positiv, motiverende og anerkendende måde, det gælder både i den daglige træning og til stævner og mesterskaber. Trænerne skal også, om nødvendigt, i perioder kunne give luft til at løse en situation eller periode i familielivet eller i skolen, hvor der trænes efter individuelt tilpassede planer.

Trænere i Hovedstadens Svømmeklub skal være nysgerrige, innovative, eksperimenterende og interesserede i egen udvikling, både trænerfagligt og personligt. Det er vigtige personlige egenskaber for trænerne for, at klubben kan indfri sin sportslige vision om at blive nordens stærkeste svømmemiljø. Trænerne skal være i stand til at se det hele menneske og ikke kun den person, som møder frem til træning. Dvs. at være i stand til at se og anerkende, at familieliv, skole og venner også er en del af at udvikle en dygtig svømmer.

I Hovedstadens Svømmeklub anvender trænerne tests i deres arbejde med svømmerne. Test betyder f.eks., at svømmere på Talent 3 svømmer den samme bensparkstest flere gange om året, og at vi sammenligner resultaterne med tidligere års resultater og internt på holdet. En test kan også være, at Elite 1-svømmere svømmer en testserie, hvor der måles på puls og indhold af mælkesyre i blodet. Sådanne og lignende fysiske tests foretages altid for at forbedre den enkelte svømmer og for at give trænerne indsigt til at tilpasse træningen. Testresultater anvendes dermed altid ”én til én”, positivt og konstruktivt og for at forbedre den enkelte svømmer. Testresultater er typisk kendt på holdet, men deling skal altid ske med et formål, som er i overensstemmelse med klubbens værdier.

I visse situationer vejer vi også svømmerne. Vægt er dog ikke noget, vi fokuserer på på Talentholdene. På eliteholdene, kan svømmere selv beslutte, om de vil vejes. Der er dog undtagelser. F.eks. når Elite 1 er på særlige træningslejre, hvor der kan være meget varmt, eller hvor de træner i højden. Her bruges vægt og vejning som en indikation på om svømmerne spiser og drikker tilstrækkeligt.

Omkring kost og ernæring er klubbens generelle budskab, at svømmerne skal spise mere, end de tror er nødvendigt, spise hyppigere og lade være med at købe en masse fancy kosttilskud og energidrikke. På Elite 1 kan der dog godt optimeres med kosttilskud. Er der særlige behov, er anbefalingen fra klubben, at svømmer og forældre besøger en anerkendt diætist.

Trænernes samarbejde med klubbens ledelse og frivillige i konkurrenceafdelingen er fastlagt via ugentlige møder mellem fastansatte trænere og klubdirektøren samt via cheftrænerens tilstedeværelse i konkurrenceudvalget, hvor de frivillige møder klubdirektør og cheftræner. De holdansvarlige trænere samarbejder i det daglige med forskellige frivillige fra arbejdsgrupperne, f.eks. tovholdere, holdledere og stævneledere. Samarbejdet med de frivillige er højt prioriteret og bygger på samme principper som arbejdet med svømmerne, dvs. en positiv og anerkendende tilgang.

Hvordan når klubbens værdier ud i klubbens hverdag blandt trænere og svømmere og skaber en ”HSK-kultur”?
Klubbens værdier er styrende og integreret i arbejdet med udviklingen af trænerne og deres arbejde med svømmerne. Fra starten af klubbens levetid i 2012 har en simpel kulturmodel fra Hofstede været benyttet. Den genbesøger trænergruppen løbende og får mulighed for at give input til og dermed justere. Modellen viderebringer/sætter rammerne for en konkret og letforståelig måde at integrere værdier i kulturarbejdet.

Her gives blot et par smagsprøver på den seneste bearbejdning af modellen:

 

Fortolkning af værdier:

Engagement
Trænerne arbejder hårdt og fokuseret, tænker nye tanker, kommunikerer til omgivelser og kollegaer. Viser, at de er ”forelskede” i svømmesporten, og at de giver noget tilbage af sig selv til fællesskabet og har blik for alle på holdet.

Glæde
Godt humør på jobbet. Træneren roser uden ”men”, kommunikerer positivt og anerkendende over for svømmere og forældre. Træneren arbejder på at fastholde en stærk holdfølelse for derigennem at opnå glade og motiverede svømmere.

Kvalitet
Træneren er opsøgende og interesserer sig for dygtiggørelse og uddannelse. Forbereder sig grundigt. Prøver nye metoder og ny viden af og diskuterer dem med sine kollegaer på trænermøder. Er ”online”, besvarer mails, kommunikerer, men er samtidig ikke bange for at stå fast på faglighed, rammer og principper.

Tradition
Sørger for at viderebringe de gode historier fra hele klubben til sit hold (forældre og svømmere). Arrangerer, at svømmere fra andre hold kommer på besøg på sit hold, og at de viser færdigheder frem, fortæller hvor fedt det er at svømme. Derudover tages der godt imod nye svømmere på holdet, og man sikrer, at de nye har nem kontakt til ældre svømmere på holdet.

Svømning for alle

At der er blik for hele holdet, også for de som ikke svømmer stærkest, og for de som gennemgår en svær periode. At eventuelle svømmere, der stopper, altid får tilbud om at svømme på et andet hold. Ved et stop skal der have været kontakt til familie + svømmer for at afsøge muligheder for at fastholde på et andet hold i klubben.

 

Ritualer

  • Giver hånd før og efter træning på alle konkurrenceholdene
  • Før et stævne er der aftalt hepning, hvem ansvaret påhviler og gerne også aftalt hvad der forstås ved hepning
  • eks. ti minutter før stævnestart: samling og afslutning med et simpelt kampråb, før hvert løb med HSK svømmer skal der heppes af holdet ”på kanten”.
  • Medalje tages først af, når træneren efter præmieoverrækkelse har givet et håndtryk.
  • Opmuntrer svømmere under et hårdt træningspas, og opfordrer til, at svømmerne hepper og også opmuntrer hinanden.

Helte

  • Månedens svømmere og foto på hjemmesiden
  • Vigtigt, at anerkendelse ikke kun gives for stævnepræstationer men også for
  • træningsindsats og for at være gode holdkammerater
  • Klubmesterskabsfest
  • Kommunikerer på hsk.dk og officiel Facebookside om forskellige aktiviteter, resultater osv.

Symboler

  • Klubrekorder for seniorer og juniorer
  • Træningsdragter og brug af ”uniform”
  • Dresscode for medaljeoverrækkelser gældende for hele klubben
  • Etablering af ”wall of fame”

 

Forældretrappe – hvordan kan forældrene samarbejde med klubben om at udvikle svømmerne?
Klubben ser forældrene som en ressource, som skal involveres i udviklingen af svømmerne. Ud over svømmeren selv og svømmerens trænere er forældrene det tredje led i en helstøbt udvikling af en konkurrencesvømmer.

Klubben involverer forældrene på forskellige måder.

Dels er der hele frivillighedsarbejdet via arbejdsgrupper og udvalg, hvor forældrene både får indsigt og medindflydelse på, hvordan arbejdet med svømmerne foregår.

Og dels sker samarbejdet med forældre til konkurrencesvømmere via kommunikation med holdenes trænere, via forældreforedrag og workshops arrangeret af klubben.

Derudover har klubben ifb. med en forældreworkshop med Vindermentalitet udarbejdet en forældreudviklingstrappe, som på en generel og overordnet måde giver ”aldersrelaterede” anbefalinger til forældrene. ”Trappen” kommer vi til sammen med forældre og Vindermentalitet at vende tilbage til i sæson 2019/2020, da den skal bearbejdes yderligere og give mere input og viden til forældrene.

 

Hovedstadens Svømmeklubs bestyrelse
november 2019